Sikkerhed på de sociale medier

Computersikkerhed. Foto: sxc.hu

Sikkerhedsfirmaet Bullguard lever jo af at passe på vores computere. Her er dog fem gode råd, som ikke koster noget og som i langt de fleste tilfælde er nok til at forhindre de mest almindelige problemer.

1. Undlad at åbne, downloade eller installere materiale, som du ikke er sikker på er i orden
Der findes talrige eksempler på, hvordan hackere forsøger at lokke brugere til at downloade et program ved at udgive sig for noget andet. Eksempelvis en hemmelig beundrer, hvis navn afsløres, når programmet er installeret. Eller tilsyneladende harmløse beskeder fra en af dine venner, der har fundet en pinlig video af dig. Åbner eller downloader du, får du i stedet for en virus på din computer, som sender den inficerede mail videre til dine venner, familie og kollegaer.

Er du i tvivl, kan du eventuelt foretage en søgning på programmets navn på Google, hvor du ofte vil kunne finde advarsler, hvis der er tale om et lyssky program.

Hvis afsenderen af en mail med mistænkeligt indhold er en du kender, kan du kontakte personen og checke, om der er tale om en ægte mail med ægte indhold. Vær dog opmærksom på, at du aldrig bør besvare en mail fra ukendte afsendere, hvis du har mistanke om at det kan være spam – ved at svare på en spam-mail kan du risikere at bekræfte din eksistens overfor personer som efterfølgende vil forsøge at snyde dig.

2. Skift dit password jævnligt
Facebook bliver ofte angrebet af hackere, og dit kodeord og personlige oplysninger er ikke nødvendigvis sikre. Derfor er det en god ide at skifte password ofte og bruge et andet end det, du bruger til fx netbank.

3. Pas på med password og brugernavn
Pas på, hvis du på websider, e-mails, spil eller tests opfordres til at opgive password, brugernavn, kontooplysninger eller andre personfølsomme data. Der findes adskillige eksempler på kriminelle, som har fisket efter Facebook-passwords.

4. Brug din sunde fornuft
Vær opmærksom på, om noget virker mistænkeligt. Det kan være beskeder fra venner, som er skrevet på cirkusdansk, engelsk eller indeholder påfaldende mange stavefejl. Måske noget materiale der lyder for godt til at være sandt, links til sider med mystiske navne og så videre. Med andre ord: Brug din sunde fornuft og hvis noget er for godt til at være sandt – så er det det nok.

5. Sørg altid for at sikre din computer med sikkerhedssoftware
Det er en udbredt misforståelse, at it-sikkerhed er lig med antivirus. Det er selvfølgelig også udmærket men langt fra tilstrækkeligt, hvis computeren skal sikres mod de trusler, der findes på nettet. Vælg et godt sikkerhedsprodukt der indeholder antivirus, firewall, spamfilter og antispyware og beskytter dig hele vejen rundt.