Inspiration og vejledning i campinglivets glæder og campingudstyrets verden er kærkommen for mange nye og endda også de trænede campister. Holdet bag campingportalen Campingferie.dk har samlet deres erfaringer og vejleder på over 280 farvestrålende og velillustrerede sider os andre.
Puha, skal jeg læse 280 sider for at tage på camping?, tænker du. Nej da, heldigvis ikke. Tværtimod skal du bare bladre i bogen for at finde inspiration, og senere kan du bruge bogen som opslag, når noget melder sig. Bogen er hyggelig at bladre i, fordi der er mange fotografier, der giver lyst til at campere.
Målgruppen er bred med fokus på campingvogne, teltvogne, autocampere og udstyret dertil. Find en detaljeret vejledning i at stille dit fortelt op, slå op i tjeklisten inden du kører så du har husket det hele, og find hurtigt en oversigt over dæktyper og stikforbindelser, hvis du er i tvivl.
Camping – håndbog for campister er den perfekte vejledning.
Redaktionen består af Peer Neslein, kendt fra tv, internet, radio og magasiner om camping og hans tro følgesvende datteren Signe Holm Neslein, Mads Nielsen og Jens-Peder Rasmussen.