Påsketid er æggetid. Chokoladepåskeæg er en populær spise i den kommende tid. Du kan selv lave lækre og flotte påskeæg med chokolade og marcipan. Julens konfektsnedkeri strækker sig til påsken, hvod vi endnu engang med fedtede fingre kan boltre os i de søde sager.
Odense Marcipan har en naturlig, forretningsmæssig interesse i, at vi laver gode marcipanæg. Derfor har de udsendt en opskrift til inspiration. God fornøjelse:
Her er en nem fremgangsmåde til 20 påskeæg og to slags fyld. Du skal bruge marcipan, sukker, hasselnødder, nougat og smeltet chokolade.
Begynd med at lave fyldet:
Sprød krokant fyld til 10 æg:
25 g sukker og 25 g hasselnødder ristes på pande,
til det bliver gyldent. Tilsæt 25 g Odense Nougat og rør det forsigtigt sammen.
Kom massen på et spækbræt, køl det ned i køleskabet og skær det herefter ud i 10
små stykker.Nem nougatfyld til 10 æg:
Del 75 g nougat i 10 stykker, og tril dem runde.Så laves påskeæggene:
Skær en rulle Odense Ren Rå Marcipan (500 g) i 20 stykker og tril dem til kugler. Skær kuglerne midt over og tryk en fordybning i hver halvdel. Læg et krokanstykke eller et nougatstykke i den ene halvdel og saml kuglen igen. Tril kuglerne til æg og vend dem i 400 g smeltet Odense Mørk Chokolade og dekorer med lidt smeltet hvid, lys og mørk chokolade.
Tip:
Giv marcipanæggene en ny, spændende form ved at presse dem ned i en æggedeler og vend herefter æggene i smeltet chokolade.Smeltet chokolade laves sådan:
Hvid, lys eller mørk chokolade rives til spåner eller skæres i småstykker.
1 liter vand bringes i kog, gryden tages af og en skål sættes i. Smelt 2/3 af chokoladen heri. Når chokoladen er smeltet, tages skålen op af vandbadet, og den sidste 1/3 tilsættes, og der røres rundt. Nu er chokoladen klar til brug.