En rejse til Seychellerne i børnehøjde

Seychellerne er meget mere end romantisk parferie. De smukke hvide strande indbyder også til sandslotte og leg i vandkanten. Mange strande ligger nemlig i en bugt og er dejlig bredde. Dertil kommer at vandet er forholdsvis roligt og man kan gå langt ud inden det bliver dybt f.eks Cote D’Or bugten på Praslin og Beau Vallon bugten på Mahe.

Hvad så med den lange flyvetur?

Det er et spørgsmål som mange forældre nok også stiller sig selv. Men de fleste børn kan underholdes med en film, og på disse lange oversøiske rejser har man sin egen lille tv skærm i sædet foran. Her er der forskellige film at vælge imellem samt forskellige spil. De fleste flyvninger er om natten, og her er der mulighed for at lægge sædet lidt tilbage og putte sig med det tæppe og den pude, som man får udleveret. Husk yndlingsbamsen for den skal jo også prøve at flyve.
Man lander på hovedøen Mahe, hvor man enten kan vælge at starte ferien her eller forsætte videre til en af de mindre øer. Forsætter man til Praslin er det muligt enten at sejle eller flyve fra Mahe. Sejlturen tager en times tid, men man skal i vise perioder være ret søstærk pga. høj bølgegang. Flyturen er i små 12 personers fly og tager 15min. Denne løsning er en anelse dyrere, men er klart at foretrække. Nemt og hurtigt er man fremme ved destinationen.

Øhop eller en ø?

Selvom man rejser med børn kan et øhop sagtens lade sige gøre dvs. at man kombinere f.eks. 2 forskellige øer En kombination af hovedøen Mahe og den anden største ø Praslin er en rigtig fin kombination. På begge øer har man skønne hvide strande og dejlige hoteller. På Mahe finder man en lille strandpromenade, hvor der specielt i weekenden er liv og glade dage. Udover sol, strand og vand kan man også tage på besøg i en af verdens mindste hovedstæder. Fra Beau Vallon Bay tager man nemt den lokale bus ind til Victoria.
I Victoria, som er hovedstaden på Seychellerne og er beliggende på Mahe finder man en mini udgave af Big Ben samt det lokale marked, hvor man finder et skønt mix af madvarer og souvenirs. Det er også muligt at besøge den botaniske have. Der kan også arrangeres udflugter som f.eks. et Reef safari, hvor man besøger Sainte Anne Marine Park og kommer ombord på en glasbunds båd, hvorfra man rigtig kan nyde livet under havoverfladen.


På Praslin står den på ren afslapning, hvor man nyder de dejlige strande, pools og tid til at være sammen. En af de smukkeste strande finder man på den nordvestlige del af Praslin – stranden Anse Lazio. Her kan man næsten blive blændet af det hvide sandstrand, som stadig er rigtig godt til at bygge sandslotte i. Havet er selvfølgelig helt azurblåt, og så kan man sagtens lege i vandkanten under forældrenes opsyn. Dertil har mange af hotellerne en stor dejlig pool til at lege i. Der er også flere gode udflugts muligheder fra Praslin. Man kan tage på tur med katamaranen Catalina og besøgte de tre mindre øer Cousin, Curieuse og St. Pierre På turen har man bl.a. mulighed for at klappe en landskildpadde eller snorkle fra båden.
En dagstur til La Digue kan også nemt arrangeres fra Praslin.

Skal man bo på hotel eller lejlighed?

Der er muligheder for både at vælge hoteller / resorts eller lejligheder på både La Digue, Praslin og Mahe. En ide kunne være at ligesom man kombinere to øer, så kan man også vælge at f.eks. bo i lejligheder på den ene ø og hotel på den anden ø.
Det kunne f.eks. være Coco de Mer hotel på Praslin i kombination med Hanneman Holiday Residence på Mahe. Det dejlige Coco De Mer hotel er beliggende på den syd-østlige del af Praslin. Dette er et fantastisk hotel, hvor man straks føler sig hjemme. Sjældent møder man et så serviceminded personale, som gør alt hvad de kan for at man føler sig godt tilpas. Hotellet har en høj standard, men er stadig i øjenhøjde med børnene. Om formiddagen er der fiskefodring, hvor børn som voksne kan komme med tjenerne ned til havet og fodre fiskene med brød. En stor oplevelse at komme så tæt på de store fisk, hvor man næsten kan håndfodre dem.

Hotellet arrangerer også shuttlebus et par gange om ugen til den berømte Anse Lazio. Her kan man lave en fin formiddags tur til stranden, hvor man så bliver hentet igen kl.13 og kørt retur til hotellet.
Man bor på dejlige rummelige værelser med plads til opredning til to børn under 12 år. Vælger man superior værelse bor man endda i første række mod havet. Da der ikke er nogle indkøbsmuligheder eller andre restauranter i nærheden, er ophold med halvpension tilrådeligt. Og maden bliver man bestemt ikke skuffet over.

Til morgenmad er der en stor buffet med forskellige morgenmadsprodukter, frugt, pandekager, brød, pålæg og variationer af æg. Her er nok at blive mæt af for både store og små munde. Til aftensmad er der enten buffet eller en fast menu, men en ting er sikkert – det er et lækker og veltilberedt måltid. Derudover kan man forudbestille en børnemenu, hvor junior kan få enten pasta, lasagne, pommes fritter eller lignende.

På hovedøen Mahe kan et ophold i Beau Vallon Bay anbefales. For mange børn var det vigtig at der er en pool, så her kan lejlighedskomplekset Hanneman Holiday Residence anbefales. Dette var et super sted, hvor man med det samme føler sig godt tilpas på det lille kompleks med 7 lejligheder. Store lyse lejligheder med god plads til vores familie. Der var et separat soveværelse både til forældre og et til børn. Et stort køkken med god mulighed for selv at lave mad og en dejlig balkon. Man kunne gå ned til stranden på ca.10 min og her er der også et par gode spisesteder.

Man kan tilbringe hele formiddagen på den fantastiske strand, hvor børnene kan lege i vandet og i vandkanten. Her var ingen store bølger og de kan gå et godt stykke ud før det blev dybt. Til frokost går turen så retur til lejligheden, hvor man selv står for frokosten inden turen går ned til poolen om eftermiddagen. Det er skøn kombination og lige i børnenes ånd.

Alt i alt så er en rejse til Seychellerne anbefalelsesværdigt. Her er alt hvad man drømmer om af fantastiske strande og oplevelser både over og under vandet, skønne hoteller og en uovertruffen gæstfrihed. Og går man ned i børnehøjde så byder den på sol, strand, vand og masser af tid sammen med mor og far – hvad mere kan man ønske sig.

Skriv et svar